05. september 2019:
Den Nationale Flagdag for danske udsendte i internmational tjeneste og veteraner

Årets hovedtale ved Det Gamle Rådhus blev holdt af oberstløjtnant (P) Mogens Fokdal.- Talen gengives her :

 

"Jeg vil gerne indlede med en tak til arrangørerne for, at de har givet mig lov til at holde hovedtalen i år. Dette betragter jeg som en stor ære.

Tillykke til Veterancafeen i Djursland med fanen, også en tak til jer for det gode og flotte arbejde I leverer for vores veteraner her i Djursland.

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvad er en veteran ? er det bare en ældre borger? Mit svar er, at det kan det godt være, men ikke alle ældre er veteraner i den betydning vi er her i dag på den officielle nationale flagdag for Danmarks udsendte.

Ved en veteran forstås en person, der – som enkeltperson eller i en enhed – har været udsendt i mindst én international operation i minimum 28 dage.

Det kan være personer fra Forsvaret, Politiet, Beredskabsstyrelsen,

Læger og sygeplejersker og Feltpræster.

Men vi må ikke glemme alle de mennesker, der også har været i konfliktområderne sendt ud af de frivillige organisationer. De yder også en fantastisk indsats.

Siden 1948 har der været ca. 100.000 personer udsendt og som officielt kan kalde sig veteraner.

Udsendelsesområderne og konflikterne har været mange. Vi begyndte i 1948 i Mellemøsten, langs våbenstilstandslinien mellem Israel og deres nabolande. Derefter i Kashmir, Korea, Cypern, Gaza, Congo, Namibia, og andre afrikanske lande samt Georgien, Øst Ukraine, Det tidligere Jugoslavien, De to Irakkrige, Afghanistan, Libyen og det Afrikanske Horn. 

Jeg har for nyligt haft en opgave, hvor jeg skulle fortælle om de slesvigske krige i 1848 – 1850 og 1864. 

Det gav en indsigt i vores soldater fra den tid og hvorledes de med stort mod, selvopofrelse og godt humør løste deres opgaver i en vanskelig tid og under svære forhold.

Deres indstilling til opgaven finder vi også i dag hos de udsendte, de løfter på fornemste vis arven fra vores forfædre og skaber derved megen stor respekt hos vores allierede og samarbejdspartnere. Når befolkningerne ser det danske flag skaber det tryghed og frygt hos modstanderen.

Det er meget krævende at være i et konfliktområde, man er normalt udsendt i 6 måneder, som kan forlænges op til 24 måneder.

Man har i udsendelsesperioden aldrig fri, i hvert minut er der en risiko for at blive beskudt af granater,  i hvert minut når man er på opgaver udenfor lejren, kan man falde i et baghold, træde på en mine eller være udsat for en vejsidebombe, alt sammen kan invalidere eller dræbe. Dette tærer langsomt på sjælen.

Ud fra egen erfaring ved jeg, at ingen udsendte kommer hjem fra en udsendelse uden ar på sjælen, ingen kommer hjem og er helt den samme som før udsendelsen. Dette kræver meget af den udsendte, men også meget af familien når man kommer hjem.

Jeg har selv mistet syv kolleger under min tjeneste i Mellemøsten, som blev dræbt under udførelse af deres opgaver og ved derfor hvor meget det påvirker, det var jo venner man mistede. Man bliver ked af det, men også meget vred, en vrede der skal kontrolleres for at kunne løse de videre opgaver på professionel vis.

Vi bliver til tider spurgt om vi ikke var bange, naturligvis er man bange, men meningen er at kunne kontrollere frygten, så opgaven stadig kan løses. Folk uden frygt er farlig for omgivelserne.

Men vores udsendte er gode til at passe på hinanden, man holder øje med om sidemanden har det godt, ændrer han sig pludselig, bliver han stille og holder han sig for sig selv. Sker det, inviterer man på en øl og spørger om der er noget vi skal have talt igennem. Og dette sammenhold er fantastisk.

Det løser ofte begyndende problemer.

Jeg har dog et budskab til vores Folketing og myndigheder, der udsender deres personel til konflikter eller til katastrofeområder. Det er nemt at beslutte at Danmark skal deltage, hver gang vi bliver opfordret til deltage i disse områder. Man forventer at personellet stiller sig til rådighed, hvilket de professionelt gør, uden tøven. Men de samme myndigheder må aldrig glemme, at man også har en stor opgave i på en ordentlig måde at modtage veteranerne ved hjemkomsten, hvor alt for mange har lidt fysisk skade, men endnu flere har lidt skade på sjælen og denne psykiske skade kommer måske først frem lang tid efter hjemkomsten.

Og man må heller ikke glemme de udsendtes familier, som hjemme lever i konstant frygt for hvad der kan ske med deres kære.

Det er også meget vigtigt for de udsendte at vide, at hvis det værste skulle ske, så vil myndighederne tage ordentlig vare på den efterladte familie.

Af de ca. 100.000 udsendte har vi mistet 62 personer, mange hundrede er fysisk skadet og mange flere har psykiske traumer, en del af disse har man ikke engang kendskab til.

Man har rejst et mindesmærke i Kastellet i København, med de 62 faldne veteraners navne. Det er meget smukt og et besøg værd.

Vilkårene for at løse opgaverne bliver stadig mere krævende, og det bliver endnu vigtigere, at man tænker sig om inden Danmark forpligtiger sig til at deltage i missionerne, og hvis man beslutter at deltage, at de udsendte får den bedst mulige udrustning og forberedes grundigt, om hvad der er i vente ude i områderne.

Af alle de nævnte grunde er jeg glad for, at vi i dag her i Ebeltoft kan hædre vores veteraner og vise dem en fortjent respekt.

Kære Folketing, kære Myndigheder og kære Kommuner, glem nu ikke jeres forpligtigelser over for vores Veteraner og deres familier.

Til slut vil jeg gerne takke Syddjurs Kommune, Marineforeningen og Våbenbrødrene for at have arrangeret Veterandagen.

Tak for ordet !