Ole Bisp's tale ved mindestenen på Havnen, den 29. august 2018:
29. august 1943
Dengang var jeg en knægt på knap 8 år, så det er begrænset, hvor meget hukommelsen kan bære.
Visse ting har dog sat sig.
Tyske soldater i gadebilledet, generalstrejken, mørklægning og beskyttelsesrum husker jeg tydeligt.
Flådens sænkning husker jeg derimod ikke. Men gennem min fars beretning (som desværre er gået tabt under en brand) og fortælling af de dramatiske begivenheder, erindrer jeg dog en del.
Som opvokset Nyboderdreng med en tjenstgørende far i Søværnet er man jo pr. definition involveret i de ting, der foregår.
Således værnemagtens besættelse af Nyboder skole og Rhigensgade kaserne i nærområdet.
Vi drenge i Haregade og Suensomsgade drillede vagterne foran Rhigensgade kaserne ved at defilere forbi med hæklede kalotter, som lignede kendingsmærkerne på Royal Airforce’ fly.
Hvad der egentlig skete den 29. august, gik først op for mig, da min mor (som i øvrigt var medstifter af De Kvindelige Marinere), min søster og jeg besøgte min far, der var interneret på Øresundsvejens skole på Amager. Besøget foregik på den måde, at vi kommunikerede gennem hegnet på skolen.
Grunden til min fars internat her var anholdelse i Storebælt og internat i Korsør med senere overførsel hertil.
Årsagen til de søværts begivenheder var viceadmiral Vedels klare ordre til skibe udenfor København: ”Søg svensk havn eller sænk skibet!.
Inspektionsfartøjerne Ingolf og Hvidbjørnen lå på dette tidspunkt i det sydfynske øhav på sommertogt med kadetter.
Tidlig om morgenen blev mandskabet vækket ved signalet ”Klart skib”.
Chefen på Ingolf, KD Evers og chefen på Hvidbjørnen, KK Hempel Jørgensen, samlede mandskaberne på agterdækkene og informerede om kuppet på Holmen.
Det var nu planen at gå til Storebælt og syd om Sjælland til Sverige. Alle var klar til om nødvendigt at kæmpe sig vej.
Det gik imidlertid helt galt i Storebælt. Ingolf blev prajet af en tysk minestryger, der ville sende en båd over. CH troede, at man ville forhandle, men begik en stor fejl.
Maskinopistolbevæbnede marinesoldater med en ung officer i spidsen havde aldeles ikke til sinds at forhandle med nogen om noget som helst, og overtog lynhurtigt kommandoen over skibet.
Det samme skete kort tid efter på Hvidbjørnen. Efter ordre fra flotillechefen måtte der ikke øves modstand. Det var på Hvidbjørnen, min far var tjenstgørende som skydelærer.
Dannebrog blev strøget og det tyske marineflag hejst med ordre om at sejle til Korsør.
Trods tyskernes tilstedeværelse lykkedes det at tænde uret til en i forvejen anbragt sprængbombe i skibets forreste ammunitionsdepot.
Chefen på skibet anmodede den tyske officer om tilladelse til at sætte redningsbådene i søen, da skibet ville sprænge i luften om kort tid.
Tyskerne troede ikke på det og nægtede.
Skibets besætning var stadig samlet på agterdækket og fik ordre til at springe i vandet.
Kort tid efter sprang bomben, og der gik panik i tyskerne, der skyndsomt satte skibets hvalbåd i vandet for at bjærge sig.
Næstkommanderende, KL Seehusen, et par kvartermestre (bl.a. min far) og en kadet blev tilbage ombord og fik sat skibets redningsbåde i vandet.
Flere lå og råbte om hjælp, da de ikke kunne svømme. Tre kadetter svømmede modigt tilbage og entrede skibet, der nu var på vej ned.
En af af kadetterne hev det tyske flag ned til hurraråb fra besætningen, der lå i vandet. Det lykkedes kadetterne, trods beskydning, at sætte skibets motorbåd i vandet og bjærge de marinere, der ikke kunne svømme. Alle blev taget ombord på den tyske minestryger og sejlet til Korsør og interneret.
Hvidbjørnen sank, og KD Evers blev afskediget efter krigen.
Med denne korte beretning vil jeg gerne mindes denne del af begivenhederne den 29. august 1943.
OBi.